“Jeg tror på, at et kor er allerbedst, når dirigenten fylder mindst muligt i fremførelsen af sangene. Når hver enkelt sanger ved hvad der skal synges og tør byde ind, uden at være bange for at lave fejl – så er det sjovest for både dem som synger og dem som lytter på.”
Anders har gennem 14 år i den danske a cappellagruppe Basix – og over 100 årlige koncerter, workshop og masterclasses verden over – set virkelig mange forskellige måder at synge i kor og vokalgruppe på. Hver sanger gemmer et uudnyttet potentiale, som kan frigøres ved at turde mere, fokusere mere og være mere til stede. I sine workshops stræber Anders efter at åbne op for nye tilgange til sangene og give redskaber som kan bruges i øvelokalet. En af de største barrierer for udvikling er, at vi ofte ’gør som vi plejer’. Korlederen er vigtig som musikalsk leder og inspirator under indlæringen, og selvom det kan virke risikabelt, viser erfaringen, at sangerne kan mere end vi tror, hvis korlederen tør at dele ansvaret. Anders er uddannet sanger og underviser fra Rytmisk Musikkonservatorium og er siden uddannet i Komplet Sangteknik hos Cathrine Sadolin. Til daglig underviser Anders på MGK Sjælland, leder Køge Musikaftenskole, underviser koret Kvinderne! og vokalgruppen Chord by Surprise. Desuden udgiver Anders egne sange på dansk under navnet Ørsager og synger i a cappellagruppen SINGERS.