Clinics

En clinic på HKF er en aktivitet du melder dig til, uafhængigt af hvem du ellers synger i kor med. Mulighederne spænder bredt fra leg og læring om rytmer, klang og improvisation, til foredrag og andre aktiviteter, der relaterer sig til korsang. HKF udbyder i år 7 fantastiske clinics, der på hver deres måde byder på nyt at lære om sang og kormusik, hvoraf du kan tilmelde dig én clinic.

Nedenfor ses de instruktører, der skulle have undervist på clinics til Hovedstadens Korfestival i 2020.
Instruktørerne for festivalen i 2022 bliver offentliggjort snarest muligt.

Simone Maja Pedersen

AFRIKANSK SANG

“Something happens and then we write a song about it!”

Den sydafrikanske sangskat favner bredt og kan knyttes til såvel store politiske begivenheder som små hverdagsituationer. På denne clinik arbejder vi især med klang og fortolkning, når vi uden noder og tekstark går i dybden med musik på lokalsprog som zulu og xosa. Sangene er som regel ledsaget af bevægelser, og musikken lægger op til stor kropslig indlevelse, som kan give sved på panden.

Simone er korleder for den danske vokalgruppe PAPAYA, der igennem mere end 33 år har beskæftiget sig med at synge og formidle sydafrikansk musik.

Læs mere om Simone Maja.

Antal pladser på denne clinic: 32 (FYLDT OP)

Lars Storck

RYTME-IMPRO

Svedige Grooves & Mooves…

På denne clinic med energibundtet Lars Storck garanterer vi at smilet kommer frem på læben og at pulsen ryger op. Lars kan noget helt særligt med groove og polyrytmik, så hvis du har lyst til at give den gas med krop og stemme, opleve større fornemmelse af dem du synger med og få evnen til at slippe kontrol og den der lille irriterende tanke om det er godt nok, så er det lige en clinic for dig.

Læs mere om Lars Storck.

Antal pladser på denne clinic: 50

Anne-Terese Sales

KLASSISK KORKLANG

I denne clinic skal vi finde frem til en smuk, ensartet klang i arbejdet med klassisk repertoire. Jeg vil præsentere repertoire, som bliver udgangspunktet for det klanglige arbejde. Det bliver både simple sanglege, kanons og smukke satser. Jeg vil med dette repertoire belyse nogle vigtige discipliner for korsangere: Rytmisk præcision, Melodisk forståelse og Hurtig indstudering. Jeg garanterer for en sjov og lærerig clinic, hvor vi kommer vidt omkring.

Anne-Terese Sales underviser i hørelære på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Sankt Annæ Gymnasiums MGK. Til daglig er Anne-Terese korleder i Esajas Kirkes korskole og for Kammerkoret Laetitia Musica, og hun byder altid på masser af musikglæde og smittende energi.

Antal pladser på denne clinic: 28

Astrid Vang-Pedersen

KONCERT DESIGN

Koncert Design er Astrid Vang-Pedersens tilgang til at arbejde med iscenesættelse og kommunikativ koncertoptræden, som hun har udviklet gennem sit Ph.d. forskningsprojekt om innovation og nye formater i den klassiske koncerttradition.

På denne clinic vil Astrid præsentere sit Koncert Design Koncept og vise eksempler på hvordan konceptet kan anvendes og udmøntes i konkrete koncertoplevelser. Deltagerne vil inddrages aktivt med et par eksempler på øvelser der kan introducere korsangerne til den fysiske bevidstgørelse og kommunikative rolle, som de nye koncertformater kalder på.

Læs mere om koncertdesign og Astrid Vang-Pedersen.

Antal pladser på denne clinic: 25

Anne Rosing

SANGERKROP

“Som sanger er du dit eget instrument.” Det betyder, at ikke alene din strube, men hele din krop og dit åndedræt samarbejder om at danne lyd. Kroppen har det overordnede ansvar for din lyd. Er din krop i ubalance, påvirkes din stemme, og der kan opstå problemer på strubeniveau. En din krop derimod i en balance, som giver din åndedrætsstøtte optimale arbejdsbetingelser, aflastes de små muskler i struben, så din sangstemme får gennemslagskraft og frihed.

Anne kalder denne særlige balance for “sangerkroppen”. På denne clinic vil du få vist en samling af øvelser, som optræner sangerkropbalancen. Og du vil også selv få mulighed for selv at afprøve nogle af øvelserne.

Læs mere om Anne Rosing.

Antal pladser på denne clinic: 30 (FYLDT OP)

Tine Fris-Ronsfeld

ARRANGEMENT

Hvordan arrangerer du sange til større vokalgrupper eller a cappella kor, så historien og følelserne skiller sig ud? Hvordan kan du tilpasse dit arrangement, så det bringer det bedste frem i korsangere, og hvordan laver du arrangementer, der er sjove og lette at synge og som lyder godt på samme tid? Hvilke ‘tricks’ kan du bruge som arrangør? Vi vil se på et udvalg af arrangementer lavet til korene ‘Vocal Line’ og ‘Lyt’ og herigennem udforske forskellige metoder, ‘regler’ og arrangementsteknikker inden for moderne, dansk vokalmusik.

Tines clinic er for dig, der arrangerer eller gerne vil arrangere kormusik, men den er også interessant for korsangeren, der gerne vil forstå korarrangementer mere i dybden.

Læs mere om Tine Fris-Ronsfeld.

Antal pladser på denne clinic: 25

Bonnie Denise

IMPRO/CIRCLESONG

På denne clinic kommer vi til at arbejde med at åbne op for vores kreativitet og lytteevner. Noget af det vigtigste som korsanger, er at man er god til at lytte til de andre i koret og blende ind med de andre stemmer. Jeg vil guide jer igennem en masse sjove improvisationer, som garanteret vil gøre jer til bedre korsangere, og 100% opmærksomme på fællesskabet. 

Circlesongs er musik der bliver skabt udfra øjeblikkets inspiration – melodier og loops som lag på lag bliver til fede grooves eller meditative melodier. Jeg glæder mig til at lave musik med jer!

Læs mere om Bonnie Denise.

Antal pladser på denne clinic: 32